Resonans i efter-/videreuddannelse i demensplejen: en forudsætning for læring med forandringspotentialer?

Med Den Nationale Demenshandlingsplan 2025 er forbedret kvalitet i demensplejen blevet et erklæret politisk mål i Danmark. I forlængelse heraf udviklede en dansk region, et University college og en social- og sundhedsskole et kompetenceudviklingsprogram for frontmedarbejdere i demensplejen, der sigtede mod faglig opkvalificering og mod at skabe forandring i praksis.
Artiklen undersøger hvordan det i skolebaseret efter-/videreuddannelse indenfor demensplejen er muligt at skabe resonansrum, hvori ny viden kobles med eksisterende praksis med henblik på at løfte kvaliteten af denne. I forståelsen af arbejdets komplekse dimensioner trækkes på ræsonnementer om omsorgsarbejdets karakter og rammer.
Der tages afsæt i to eksemplariske empiriske cases hentet fra følgeforskning på kompetenceudviklingsprogrammet. Casene er udvalgt på baggrund af en hermeneutisk analyse af det samlede materiale. Analysen af de to cases bygger på Hartmut Rosas teori om resonanspædagogik. Gennem analyse og sammenligning af de to cases vises, at kursisternes erfaringer fra arbejdets praksis må inddrages aktivt og anerkendende for at en læringsmæssig resonans kan opstå. Ny viden og handlemønstre må kobles til kursisternes konkrete og følelsesmæssige oplevelser i arbejdet for at der etableres en åbenhed og tryghed i forhold til at udvide sin forståelseshorisont og tage det ”fremmede” til sig.
Artiklens konklusion peger på, at opmærksomheden hos undervisere og tilrettelæggere af undervisning i mindst lige så høj grad må rette sig mod at etablere resonansrum i undervisningssituationen, som mod det faglige indhold, hvis en transformativ læring skal opnås.